Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

PRÆSTEDRYP I EN CORONATID (1)

PRÆSTEDRYP I EN CORONATID (1)


# Refleksioner
Udgivelsesdato Udgivet af Carsten Kofoed Espersen, mandag d. 16. marts 2020, kl. 14:31
PRÆSTEDRYP I EN CORONATID (1)

[OM PRÆSTEDRYP FRA SOLVANG KIRKE]

Vi vil i den kommende tid, hvor alt er vendt på hovedet, dele dryp og tanker, om at være til og være kirke i en coronatid. Input vil komme fra den hellige skrift, kirkens historie og det, der ellers rinder os i hu i de her dage. Formålet er ret enkelt: at tage livet alvorligt og række evangeliets trøst og styrke videre, også i den nuværende situation.

Udover refleksioner i ny og næ vil vi også poste dagens bøn. En formuleret bøn kan være en hjælp at læne sig op ad, når ens egne ord ikke lige slår til. Der er flere tusind års bagkatalog at trække på, så jeg tror ikke, vi løber tør foreløbig.

Husk, at du stadig kan få fat på os præster i kirken, hvis du har brug for det! Vi hjælper gerne med praktiske ting (fx indkøb). Vi kommer ikke unødigt ud, for ikke at være smittebærere, men hvis det virkelig brænder på og du er syg, kommer vi.  Præsterne kan altid nås på telefonen (Jens Henrik: 23 40 81 33; Carsten: 23 40 81 97). (Det gælder i øvrigt ikke kun os i Solvang, men alle præster.)


HVORDAN FORBEREDER JEG MIG PÅ CORONA? (for at lytte til klik her)                    V. Sognepræst Carsten Kofoed Espersen

Spørgsmålet i overskriften kan allerede nu, synes forældet. Nu er det her jo. Pressemødet onsdag d. 11. marts, kan allerede synes, som fjern fortid. Corona føles som noget, vi har levet med længe. Så er forberedelse virkelig det rigtige ord? Måske det ville være bedre med: Hvordan forholde sig til Corona? Muligvis. Men jeg holder nu fast i overskriften.

Jeg er en simpel præst, hverken profet, eller søn af en profet, så jeg har ingen viden om, hvor længe det her vil stå på. Men det kunne se ud som om at det bliver et godt stykke tid. Og selvom det føles som langt tid allerede, er den største del formentlig stadig foran os. Churchills ord fra 2. verdenskrig dukkede op i hjernebarken her til morges. ”Now this is not the end. It is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning.” Vi er ikke ved slutningen, end ikke begyndelsen af slutningen – men, måske, er vi ved slutningen af begyndelsen på Corona, her hos os.

Derfor tror jeg også, at det stadig er tid til at forberede sig. Noget forberedelse er intentionel. Vi sætter os for det, andet får vi givet.

Men hvordan forbereder vi os så?

Jeg tænker ikke på at få fyldt lejligheden op med toiletpapir eller makreldåser. Ej heller at følge nyhedsstrømmen 24-7 selvom det er nemt at falde i den fælde, og lade den ene time æde den anden foran tv.

Det er selvfølgelig klogt og helt nødvendigt at være opdateret på anbefalingerne fra sundhedsstyrelsen – og handle efter dem. Af hensyn til dem som er svage. Så gør det! Men et råd er: du har lov til kun at blive opdateret et par gange om dagen. Er der noget vigtigt nyt, skal det nok komme ud.

Jeg tænker mere på den forberedelse, der består i at finde ud af, hvor vi selv er, indse hvad situationen betyder, og hvor Gud er henne i det hele.

Hvor er vi selv? Er jeg bange, tryg, ængstelig? Afslappet? Det første spørgsmål, vi hører i Bibelen er ”Adam, hvor er du?” Det er kærlighedens spørgsmål. Hvor er du henne? Og hvor er du i forhold til mig? Det er en hjælp, at vide hvor jeg er: Jeg er _______ - og det kan man så sige til Gud. Kristne reagerer, ligesom alle andre mennesker på alle mulige måder. At sætte ord på, hvor man er henne, er ikke en dårlig idé. Ligesom det ikke er en dårlig ide at dele det med Gud, eller et medmenneske

Hvad betyder situationen? Indrømmet, det ved vi ikke helt. Men vi ved noget. De første dage blev der talt om ængstelsen ved, at vi oplever, at vi mister kontrollen. Vi kan ikke kontrollere situationen. Som kristen tror jeg ikke, det er helt rigtigt. Vi har ikke mistet kontrollen. Det, vi har mistet, er illusionen om at være i kontrol. Det sidste er mere præcist, og det er en erfaring mange har, som bliver ramt af pludselig sygdom, eller andet. Vi troede, at vi havde kontrol, men der er punkter i livet, der viser os, at det har vi ikke. Selv når alt fungerer, er vi dybt afhængige af andre, af et samfund der fungerer, af et godt helbred, af Guds velsignelse over vores liv. Vi er aldrig helt i kontrol. Tabet af den forestilling kan gøre nas. Men den bringer os også mere i kontakt med virkeligheden. Vi er også svage i os selv. Nu ved vi det bare, og kan forholde os til det. Og vi kan fortælle det til Gud. Vi kan endda få lov til at søge ham, selvom vi måske aldrig har gjort det før.

Måske kan det også få os til at fokusere på, hvad der betyder noget, når det virkelig brænder på.

Min forberedelse begyndte lidt på forhånd, da jeg allerede sidste mandag fik influenza (eller…hvad det nu var), jeg blev altså lukket inde hjemme før de fleste. Jeg nåede ikke at blive testet, og indrømmet ville gerne være blevet det, for viser det sig, at jeg har haft Corona, vil det give præsten her en anden frimodighed som rask til at være tilstede for andre. Men det at få skåret muligheder væk, kan være med til at give klarhed. Hvad skal jeg bruge min tid på som præst? Bede for menigheden og landet, dele evangeliet og hjælpe, hvor der er behov. Coronafastetiden, har muligheden for at bidrage med det. Lad os bede for vores land og verden, og hjælpe, som vi hver især kan. Man kan f.eks. gribe telefonen og ringe til en der sidder alene.

Hvor er Gud henne i alt det her?

Det er der langt flere svar på, end der er ord tilbage i dette indlæg. Du møder ham gennem læger og sygeplejerskers hænder, hvis du har brug for hjælp. I hver venlig omsorg du støder på.

Men først og fremmest møder du ham I Jesus Kristus og hans løfter. Hvor vender vi os som kirke hen i nød, når vi ikke kan se vejen? Til ham, der efter at have overvundet dødens magt, sagde. ”Og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.” (Matt 28,16) Dér er hverken d. 29 februar eller andre skæve dage udelukket, heller ikke i dag. Han er med dig i dag.

Så er der ting, der er svære at forberede sig på. Folk, der skal dø. Måske folk jeg holder af. Der er kilde nok til frygt og sorg dér. Men døden bliver ligeså stille bragt på bane, og det må vi også forholde os til. Det vil jeg sige lidt om i morgen. Men ordene her gælder også i de ting. Han er med.

Og uanset hvad vores trackrecord er med Jesus, så kan du kalde på ham: ”alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham, for enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.” (Rom 10,12-13)

Endnu mere end varelagerene her i landet, er han rig nok - på trøst, tilgivelse, liv, fred og nåde for enhver der kalder på ham. Han løber aldrig tør. og han har ikke lukket. Min bedste forberedelse er at være hos ham.


Herren velsigne dig og bevare dig

Herren lade sit ansigt lyse over dig, og være dig nådig

Herren løfte sit åsyn på dig, og give dig fred

Amen

 


DAGENS BØN

Herre, bevar mig fra at fortvivle. Hjælp mig i stedet at kalde på dig, indtil du finder, at tiden er inde til at fri mig ud af nøden. For du har lovet at høre dem, som påkalder dit navn.

Vor far i Himlen, du hjælper dem, der søger dig. Som den tørre jord længes efter regn, sådan tørster min sjæl efter dig.

Vis mig vejen. Lad din stærke hånd før mig ud af fortvivlelsen. Hjælp mig, o Jesus Kristus. Amen

(Fra Den Danske Salmebog s. 908 "I krise")