02/07/2024 0 Kommentarer
Det sidste ord: Jesus Kristus!
Det sidste ord: Jesus Kristus!
# Refleksioner
Det sidste ord: Jesus Kristus!
Skrevet af sognepræst Jonatan Hauge Noldegaard
På TV 2 er der den seneste tid blevet sendt en række portrætprogrammer under overskriften ”Det sidste ord”. Journalist Mikael Bertelsen har interviewet en række kendte danskere, for at lade dem fortælle om deres liv og komme med ”et sidste ord”.
De enkelte portrætter er først blevet udgivet efter hovedpersonens død. Blandt andet er personer som Bent Fabricius-Bjerre, Uffe Ellemann-Jensen og Ritt Bjerregaard blevet interviewet. De bliver stillet spørgsmål som: Hvem er du? Hvad har været ekstraordinært i dit liv? Hvad gjorde dig til den du blev? Hvilke nederlag og sejre har du haft?
I april i år fejrer vi påske i Danmark. Udover feriestemning og påskefrokost, så mindes vi kristendommens hovedperson, Jesus Kristus, i påsken. Vi mindes hans lidelse og død på korset og ikke mindst hans opstandelse til livet igen. Kort tid inden sin død sagde Jesus til sine disciple – nærmest som i et interview:
I ved, at om to dage er det påske, og så udleveres Menneskesønnen til at korsfæstes (Matthæusevangeliet kap. 26 vers 2). Tidligere havde Jesus også sagt: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv (Johannesevangeliet kap. 3. vers 16). Jesus vidste at hans liv ville gå over i historien! Han ville ikke blive glemt, for han er større end alle andre kendisser på TV 2 – tilsammen!
Forskellen på de personer, som Mikael Bertelsen interviewer og på Jesus er, at Jesus er ikke længere død – han er opstået og lever i dag! Jesus fik aldrig sine ”sidste ord”, for han taler stadig i dag. Det gør han igennem Helligånden og i sit ord, som vi finder det i Bibelen. Efter Jesus var opstået fra de døde, mødte han mange mennesker og sagde mange ting, som øjenvidner har nedskrevet:
Til Thomas, som i øvrigt tvivlede på Jesus, sagde han: Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror. (Johannesevangeliet kap. 20 vers 29).
Til Peter, som havde svigtet Jesus, sagde han: Følg du mig! (Johannesevangeliet kap. 21 vers 22)
Til alle disciplene sagde Jesus: Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. (Markusevangeliet kap. 16 vers 16).
I påsken bliver vi mindet om, at døden faktisk ikke er det sidste punktum i vores liv. Der er et evigt liv efter døden, og det har Jesus bevist for os ved at opstå fra de døde. Derfor kan enhver, som tror på ham, også forvente en opstandelse som hans.
Glædelig påske!
Kommentarer