Da jeg for rigtig mange år siden var ung og studerede i Århus, var jeg i en periode forlovet med en pige, som boede i Odense (nå, ja, for øvrigt den samme, som jeg blev gift med…). Dengang havde unge studerende ikke telefon. SMS, mail og messenger var ikke opfundet. Da brugte vi meget med at skrive breve til hinanden (for de yngre læsere skal jeg nok lige forklare, hvad et brev er: et stykke papir, som man skriver noget på og kommer i en konvolut og sætter frimærke på). Det var altid dejligt at få et brev med gode ord og tanker. Jeg skal ikke nærmere røbe indholdet, men det var som om man mærkede ens elskede igennem brevet. Men det var alligevel bedre, når hun kom på besøg. Så var det ikke bare ord, men krop og synligt nærvær.

I et vers fra en af Bibelens juletekster (prædiketekst til juledag) står det kendte vers:

”Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os”(Johannes-evangeliet kap. 1 v. 14). Sådan forklarer evangelisten Johannes det under, at Gud blev menneske. I versene forud har han talt om, at Guds ord var med helt fra begyndelsen. ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Det er store og højstemte ord, som siger at Gud helt fra begyndelsen har villet kommunikere med os mennesker. I sin kærlighed har han tænkt frelsestanker om os. Han har sendt mange ”breve”. Bl.a Det gamle Testamente.

Men da Jesus kom til jorden blev ordene kød og blod. Guds kærlighed blev krop. Vi bruger fremmedordet inkarnation. Det betyder egentlig at Gud blev kød eller Gud blev krop.  

Når vi læser om mennesket Jesus Kristus – om hans fødsel i Betlehem, hans voksenliv, hvor han mødte den enkelte med kærlighedens magt, hans død og opstandelse – så ser vi Gud i menneskelig skikkelse. Guds kærlighed har fået krop. Vi lærer Gud at kende på en ny måde. Det er det store under, som vi nu igen må åbne os for og glæde os over.

Sognepræst
Jens Henrik Jakobsen