At finde Gud som voksen 

Skrevet af Alexander Schultz   medlem af menighedsrådet

Folk finder Gud på alle mulige forskellige måder og tidspunkter. Nogen vokser op i kristne familier. For andre, som jeg selv, sker det i voksen alder, og ofte i forbindelse med tab, ensomhed eller udfordringer – perioder i vores liv hvor vi stopper op (ofte ufrivilligt!) og tager bestik af vores liv.

Selv kom jeg til Gud midt i mit livs største krise. Min hustru havde forladt mig, min virksomhed var langt over randen til konkurs, og jeg havde ikke råd til at betale for, at mine børn kunne komme og besøge mig. Det er vanskeligt at komme længere ned, uden at være i et egentligt misbrug. Man læser iblandt om, at iværksættere sover på gulvet i deres kontor. Det gjorde jeg også – ikke af lyst men af nød: Jeg havde ingen andre steder. Dér vågnede jeg en morgen, og efter 45 år som agnostiker bad jeg til Gud. Det var ikke første gang i mit liv jeg bad til Gud – måske 3. eller 4. Men det var første gang, jeg fulgte op: Det var søndag og jeg tog ned i den lokale kirke, og dér, på bagerste række og ensom, dér var der en stemme, som talte i mig og viste mig vejen. Den dag i dag har jeg svært ved at beskrive det, men fra da af var jeg klar over, at Gud holdt fast i mig – som en god forælder, der ikke slipper sit snublende barn. Jovist: Jeg vedblev med at lave alle mulige tåbeligheder: Stolthed og ærekærhed sad (sidder…) stærkt i mig. Men Gud holdt fast og gør det den dag i dag. Og fra den søndag i kirken har jeg meget stærkt vidst, at uanset hvor galt noget stod fat, så var jeg ikke alene. Mit liv er uigenkendeligt, intet mindre. Der var og er fortsat uendeligt meget jeg ikke forstår – men jeg véd nu, at Gud altid er hos mig.

Men langt vigtigere: Min beretning er ikke unik – tværtimod. Det vilde er, at han er med os ALLE. Som Augustin konstaterede: Gud elsker hver eneste af os, som var der kun én eneste af os. Tanken er tæt på ufattelig: Så mange mennesker! Så mange behov! Hvordan er det overhovedet muligt? Men det er det, også selv om vor menneskelige forstand ikke kan begribe det. Men vi har jo heller ikke skabt universet - eller skabt liv ud af intet! 

For mig er noget af det smukkeste, at Gud elsker os, uanset om vi elsker ham tilbage. Han ønsker vor kærlighed og nærhed – men uanset om vi er tæt på ham, så er han med os. Enhver forælder i verden kender nok det: At ens barn ikke vil en, eller virker fjern. Men det reducerer jo ikke vores, forældrerens, kærlighed. Det gør ondt – som det gør ondt på Gud, når vi ignorerer ham (eller det, som er værre). Oftest tænker vi på Jesu lignelse om den fortabte søn, som en beretning om hvordan vi skal opføre os over for dem, der har vendt os ryggen og vender tilbage. Kravet (!) om tilgivelse og storsind. 

Lignelsen kommer fra Gud - for det er sådan han selv ser på os – hans mange, mange børn. Uanset hvor langt du måtte føle dig fra ham. Uanset hvor gammel man er, og uanset hvor megen synd, håbløshed og gudsforagt vi har bedrevet: Det eneste Gud ønsker sig er, at man vender sig til ham og siger ”Gud: Her er jeg”.